Jeg har de seneste dage slået et slag for kalorieforbrug>kalorieindtag=vægttab.
Det kan virke en ret mekanisk tilgang til vægttab…som om jeg måtte være blind for psykologiske knaster.
Det er jeg altså ikke!
Såfremt der måtte være psykologiske “skeletter i skabet”, jamen så sig goddag til dem. I det tempo som du syntes skelettet tåler dagens lys. Et lille fif kan du læse om her.
Det kan sagtens være, at man har problemer som overstiger eget formåen….så søg hjælp. Der er altså ikke nogen som takker dig for at lade være.
Indtil et bestemt tidspunkt bliver mad gerne brugt som dulmer (måske endda dumle).
Til en vis grænse er mad ovenikøbet en nødvendighed for at leve.
Når mad bliver forbrugt i en sådan mængde, at den grænse forlængst er overskredet….så kan man altså lige vågne op op….og så tænke sig tilbage til hvad mad egentlig SKAL bruges til. Nemlig til at optage næring, så man kan eksistere uden at være fysisk sulten eller utilpas.
Når man indtager mad af andre årsager fx social spisning, mindske nedtrykhed, stresse af eller hvad det måtte være….så undersøg andre måder at dække samme behov og start bare med færrere kalorier i første omgang.
At flytte sig til ingen kalorier for at dække behovet…det skaber bare andre psykologiske barrierer over tid, som fører til endnu et nederlag…og så fremdeles.
Start med en smule mindre end det du tror du kan magte.
EKSEMPEL: hvis du ved, at du spiser en pose vingummi om dagen. Og du egentlig gerne vil nøjes med 5 stykker vingummi….så er klassikeren: åben posen, ta 5 stykker og smid resten ud!
Min ide er så, at du åbner posen og smid 5 stykker ud….og NYD resten uden distraktion og med fuld opmærksomhed rettet mod det éne stykke vingummi du spiser ad gangen. Du må gerne spise vingummi…alt er tilladt. Når du oplever, at du har fået dækket samme behov ved 5 færrere stykker…så prøv at smide 10 stykker ud næste gang.