Så slap jeg med skrækken….

Jeg har den seneste uge haft nogen “jag” i brystet. Her søndag den 23. juli blev det dog lidt for meget, så jeg ikke syntes det var sjovt længere.

Et opkald til vagtlægen. En god snak om min oplevelse. Han ringede til skadestuen og jeg var velkommen til at kigge forbi,. Hvilket jeg gjorde. På skadestuen blev jeg interviewet omkring tja, hele min situation om både vægttab, arbejdsforhold, forhold i øvrig, samt der blev taget EKG, blodtryk og blodsukker.

Enden af det hele blev, at jeg IKKE havde noget med hjertet (og hold da ferie, hvor blev jeg glad for at høre det), men sandsynligvis har overstrukket den del af brystmuskulaturen, som “hænger fast” inde ved brystbenet.

Jeg skulle endelig blive ved med, at holde stilen omkring vægttab, samt endelig ikke blive bange for motion.

Nu sidder jeg så her små tolv timer efter jeg havde kontaktet vagtlægen og wauv: ta’ lige en slapper, kære Carsten.

Jeg skal virkelig til at tænke på hvad jeg vil opnå og med hvilken cost/benefit-ratio jeg vil opnå den med.
I en af mine tidligere indslag skrev jeg om den indre fartdjævle.
Han SKAL styres og dermed ikke tage overhånd!

Jeg har – så vidt jeg husker – ikke lavet noget slemt med brystøvelser eller tilsvarende i motioncenteret. Overstrækningen må være kommet andet steds fra.
Men jeg må forholde mig til den virkelighed jeg opholder mig og dermed tage min oplevelse ved vagtlægen og skadestuen til efterretning.

Der sker noget oppe i hovedet på mig, når jeg går igang med at motionere, som nu har givet mig to ting at tænke over: min ankel/akilles-sene og nu min brystmuskulatur!

I handling tror jeg, at jeg går tilbage til “starten” af min motionskarriere  som – så vidt jeg husker – indebar:

– 15 minutters cykling m. 70-80 rpm.
– 30 minutters styrketræning m. 3 cirkler a  25 kilo vægte i ryg og 20 kilo bryst, 5 kilo biceps.
– 15 minutters cykling eller stepmaskine.
– plus udstrækning af ben, bryst, ryg og arme.
Kostmæssigt strammer jeg også an:  Ingen sukker og kaffe/koffein.

På det stressmæssige plan må jeg erkende, at den forestående rejse til Rhodos og flytning til Ryparken nok er stressfaktorer som også skal indgå i mine “beregninger” af hvad jeg skal og ikke skal.