Igår aftes var der tid til at prøve noget nyt, hvilket man aldrig skal være bange for.
Det drejede sig om et kursus i en ny tilgang til vægttab: små skridt.
Kursusudbyderen og underviser var Per Brændgaard, der havde lejet sig ind på FOF ved Nørreport.
De fysiske rammer var – jeg tror at det var tilfældigt – på 4. sal og elevatoren var ikke lige til at finde, så om der lå en vis symbolik i at et kursus om vægttab afholdes på 4. sal skal jeg lige lade stå i det uvisse.
Antal fremmødte var ca. 20 personer som alle havde en vis interesse i en ny tilgang til vægttab. Nogen – ligesom undertegnede – havde brug for det på det personlige plan, hvor andre sandsynligvis havde brug for nye værktøjer til deres hverdag for at holde kiloene fra livet.
Jeg har i små 14 dage haft hæftet om SmåSkridt og er medlem i Brændgaards facebook-gruppe, hvor han deler ud af SmåSkridt i afmålte portioner og giver gruppemedlemmerne mulighed for at komme med input til de forskellige indslag
I kursus-begyndelsen syntes jeg det er værd at bemærke, at han gjorde opmærksom på, at selvom han har aktiviteter mod de lødige professioner indenfor “vægttabs-branchen”, men han står ikke i vejen for at møde dem det handler om: de overvægtige.
Kurset var delt i 2 dele, hvor første halvdel mere var foredrag om SmåSkridt. Foredraget var ganske godt skruet sammen med nogen fornuftige powerpoint-slides og eksempler på hvad “problemet” er ved slankeprogrammer.
Anden halvdel var mere aktiverende for deltagerne, hvor vi skulle afprøve nogen af de teknikker som SmåSkridt har i sig.
Et tilbagevendende emne i foredraget var, at alt hvad der tidligere fandtes af gram- og pointklubber, forbud/påbuds-lister og helt almindelige slankekure…..at man skulle skille sig af med et ønske om få en fast løsning med SmåSkridt. Sådanne strukturer, har i det lange løb alligevel altid viste sig aldrig giver varige resultater, men i stedet gav dårlig samvittighed og tilhørende selvbebrejdelse ved ikke-efterlevelse af påbuds/forbuds-opremsningen.
Det er for nogen en ret svær manøvre rent mentalt at se bort fra en færdig opskriftssamling, specifikke instrukser på ingredienser og puls-aktiviteter. Jeg vil snarere sige, at netop “afhjernevaskningen” – som Per Brændgaard kærlig kalder det – er nogen af de første små skridt man skal lave.
Et andet kernebudskab er, at man skal bruge sig selv som ekspert. Nu!
Der er ingen andre med dig ud og handle; Der er kun dig selv som inderst inde ved hvad du tænker og føler når en chokoladebar griner af dig på kioskhylden. Naturligvis kan man købe ind med andre og du kan – hvis du har penge nok – købe dig til en personlig indkøbspsykolog, der fortæller dig hvad du føler……men mærk lige efter i dig selv: ved du det ikke godt i forvejen?
Såfremt nej, så er SmåSkridt én af mange metoder til at gøre dig bevidst om det.
Under anden halvleg på kursus var det så tid til at skitsere egne små skridt. Det spændende er, at uanset hvor du er i processen, så kan du altid taget et lille skridt til. Jeg vil undlade at kommentere andre deltageres småskridt. De hører kun til hos os som var der. Jeg takker ydmygst for have fået indblik i de problemstillinger I arbejder med.
Såfremt I læser med her:
Det kan være svært at se effekten af det lange træk.
Tro mig der er masser af succeser i forude. Og hver eneste er guld værd.
Mine egne små skridt føler jeg ikke er klar til offentliggørelse på nuværende tidspunkt eller sagt i SmåSkridt-tankegangen: Det er for stort et skridt at vise dem til andre. Til gengæld vil jeg gerne arbejde selv videre med dem.
Når JEG er klar til at vise dem, så vil jeg naturligvis gerne gøre det.
Nå tilbage til selve kursus. Der er faktisk ikke så meget at fortælle andet end i pauserne havde firmaet Isis ApS sponsoreret chokoladebarer og chokoladecookies. Og smagen kan altid diskuteres, hvilket jeg vil undlade her…..ikke fordi jeg ikke kunne li’ dem snarere for jeg vil gerne undlade at omtale produkter som gør brug af GDA-konceptet. Jeg har andre steder her på sitet givet min entydige mening til kende for disse Generelt Dårlige Anbefalinger.
(smagsmæssigt bør man nok se lidt nærmere på Alpen-bar Light. den indeholder kun 70 kalorier pr. bar. Isis-chokoladebaren indeholder ca. 120 kalorier…..ups, så gjorde jeg det alligevel).
På overordnet plan kan jeg endnu engang anbefale SmåSkridt-konceptet, uanset hvor du er i processen.
Foredraget og de efterfølgende øvelser har jeg intet at “pege fingre af”.
Om man har brug for foredraget eller Mindfullnes-kurset er svært at sige. Jeg har været glad for at få inspiration til det videre arbejde og jeg vil helt sikkert også tage på Mindfullness til efteråret for yderligere inspiration og fordybelse.
Lige til den konspirationsteoretiske læser af indlægget her: Nej, Per Brændgaard giver mig ikke nogen særbehandling eller rabatter fordi jeg omtaler ham og hans aktiviteter positiv!
Og jeg tror også, at det strider mod hans etiske tilgang til hans arbejde…..og jeg garanterer for, at det også vil stride mod min!