Ja, det kan du tro der er.
Det er faktisk nogen gange så meget, at man bliver helt ør i hovedet af alle de kure, koncepter, produkter, aktiviteter, forslag, lister og formler man skal kende til, vide noget mere om eller bare bliver påduttet.
Jamen så stop dog (altså ikke med at læse her på de3faktorer.dk).
Brug tiden på at finde ud af hvad DU vil! Prøv og læg mærke til at der i alle slankekure bliver du bedt om at påtage dig en rolle som ligger væk fra den dagligdag du kommer fra. For at være lidt grov, så bliver du faktisk bedt om at se på din krop som noget der ikke er dig.
Fx koncepter om skillekost (kendt som: syre/base-koncepter), hvor argumenterne kører på at din krop ikke kan dit eller dat, når man blander nogen bestemte ingredienser sammen. Udover, at det er noget forbandet sludder, så er din krop altså ikke en uafhængig computer som har brug for informationer i en bestemt rækkefølge for at kunne forarbejde data. For at blive rigtig flipperagtig vil jeg skrive: du er din krop; din krop er dig. Hele din krop er hele dig. Lige fra den skæve lilletå over strækmærkerne (jep, gælder begge køn) til tankerne inde i dit hoved.
Eller hvad med fitness-center, hvor du melder dig til i bedste hamsterstil at sætte dig på en cykel, løbebånd eller crosstræner….bare fordi du nu har betalt til det…..og mens du gør det, så tænker du bare at du helst ville være et andet sted.
Jamen, hvorfor dog pålægger du dig den pinsel? Er det No pain No gain valgsproget som du af en eller anden mærkelig årsag har fået opsnappet?
Det er simpelthen for stor en omvæltning for hele dig at ville de store ting. Der er ganske enkelt nogen fysiske, hormonelle (igen gælder igen begge køn) og mentale forsvarsmekanismer som på et eller flere niveauer prøver på at samle den adfærd du gør over til noget mere behageligt.
Mennesket er nemlig behagelig-søgende. Du kender det fra din dagligdag, når det regner eller er koldt….du søger metoder for at bevare det behageligt. Tro ikke, at du kan lave en succesfuld SteinBagger med dig selv (læg nemlig lige mærke til, at hvordan det gik Stein B).
Prøv istedet at holde dig til de ting du kan.
Opbyg en evne til at kunne noget mere. Forstå mere. Sætte ord på det du vil og kan.
Erkend dine grænser, men lad dig ikke styre af dem.
Det er faktisk lidt det jeg prøver at gøre med alle min blogindlæg.