Målermanden er en figur i Søren Østergaards mange varieteer. Nogen syntes han er hamrende sjov, andre mere intetsigende. Personlig falder jeg ikke ned af stolen af grin, men figuren får mig til at tænke, at han reelt sætter noget på spidsen: alt det vi i samfundet går måler, vejer, tæller, mikromanager, evaluerer, analyserer, vigtiggør, fokuserer på eller på anden blæser op i proportioner, hvorefter man skulle tro, at verdens undergang afhang af om landmåler Jensen nu har fået sat skellet mellem to naboer helt rigtig.
På samme måde kan jeg se på mine daglige vejninger. Der er altså ikke ikke nogen liv som afsluttes brat eller samfundsøkonomier som går istå over, at jeg stiller mig op på min badevægt hver morgen. De daglige vejninger tager heller ikke særlig lang tid. De fylder heller ikke særlig meget i resten af min dagligdag. De udsving som er i den daglige vægt er ikke fulgt op af jubii-udtryk i forhold til tidligere vejninger eller “nedtur”-tanker når det går den anden vej. De er mere en konstatering.
Når jeg ser grafen henover de sidste 4 år, så ser jeg en tendens og jeg kan udpege nogen omstændigheder som har givet udslag i den udvikling man kan se.
Naturligvis kunne jeg udpege omstændighederne uden graf, tilgengæld kan jeg udpege den “impact” som omstændigheden har haft på vægten.
I sidste ende (bogstavlig talt), så er det naturligvis fløjtende ligegyldig hvad jeg vejede 23. juni 2006 eller hvad jeg ellers har indsamlet af tal.
Det interessante er ikke at jeg indsamler tallene…..men hvad de bruges til. Derudover kan andre se, at bruge en mere langsigtet tilgang til vægttab også giver langsigtede resultater. Nu spørger den kvikke læser at det så må betyde at jeg så vil veje mig hver eneste dag resten af mit liv. Naturligvis ikke. Når jeg kommer på de 90 kilo vil jeg naturligvis sænke veje-frekvensen til fx ugentlige vejninger eller noget.
Derudover kan man også lige tænke på, at hvordan kan jeg – i mangel af bedre udtryk – dokumentere en langsigtet effekt, når ikke jeg måler på kort sigt. fx kan man snildt forestille sig, at man tager 10 kilo af og på indenfor et år. Når man så kun måler sig én gang om året, så har man ikke nogen ide om hvordan det gik mellem de to målinger.
I Søren Østergaards Målermandens tankegang så skal man også måle mellem målinger……men så bedes man lige huske på at Målermanden altså også bare er en karikatur.