DR1: En by på skrump

Jamen, jeg kan simpelthen ikke lade være med at kommentere DR1’s nye vægttabs-serie: en by på skrump.

Først:    Jeg ønsker deltagerne alt mulig held og lykke med opnåelsen af et varigt vægttab.
Den kritik jeg i dette indlæg og i senere vil komme med retter sig på ingen måde mod deltagerne.  Kun på DR1’s higen efter seertal vha. følelsesporno.

Uden at se i krystalkugler, kaffegrums eller have insiderviden mv kan jeg allerede nu forudse, at deltagerne taber sig i løbet af udsendelsesrækken.
Det er ligeså sikkert som at man siger Amen under en gudstjeneste.

Alle de tiltag som sættes i værk i forbindelse med kost og motion giver sig naturligvis udslag i et vægttab.

Når man tidligere har ædt remoulader/mayonaisser i litervis og skifter ud med agurk og tomat, jamen så spares der kalorier i stor stil.

Når man tidligere har set fodboldkampe og nu selv går i gang med lidt boldleg, jamen så sparker man naturligvis kalorieforbruget i vejret.

Krydrer man disse to hovedingredienser med en karismatisk coach, samler en større gruppe af mennesker, samt et par tvhold stiller skarp, jamen så flytter man endvidere deltagernes mentale fokus over på, at når nu sundheds-coachen prædiker, får stablet en gruppedynamik på benene og tvkameraerne snurrer lystigt, så bliver man naturligvis også nød til at hænge i.

Det spændende bliver, når “the 15 minutes of fame” ebber ud og hverdagen igen banker på soveværelsesdøren mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, december. Både til nsæte år og til næste år igen igen.

DR1 lever naturligvis i tv-branchen, hvor tårer, gråd, psykisk pres helst skal koges ned til 45 minutters udsendelser, samt produktionstiden skal holdes i så kort tid som overhovedet mulig.   Det er slet ikke den rammebetingelse som får mig til tastaturet.

Det er, at DR1 ikke er bedre end de kommercielle kanaler, som kører på laveste fællesnævner for at skrabe seertal til sig.
Danmarks Radio bør simpelthen være bedre end lade sig styre af pøblens higen efter underholdning på andres livssituation.

Deltagerne får naturligvis et sæt værktøjer smidt i hovedet og man som tvpublikum får lov til at korse, forundre, more sig i tvs primetime. Jeg håber af hele mit hjerte, at deltagerne ud fra alt det virak som tvhold har i kølvandet kan finde netop de strategier og taktiske øvelser, som kan få dem til at indtage førersædet i netop deres proces imod en tilværelse, hvor man ikke skal i specialforretninger for at købe tøj.

NB: Man skal ikke købe mad i specialforretninger….et ganske almindeligt supermarked kan også gøre tricket.