Som lovet tidligere, så vil jeg lige knytte et par kommentarer til Chris MacDonald eller bedre sagt de referencer han kommer med.
Der er ret tit, at der offentliggøres den ene eller anden undersøgelse om fedmens omfang i samfundet. Eller hvad værrere er, at der fra – hvad man ellers skulle tro – kloge mennesker proklameres, at der bliver nød til at blive lavet endnu mere forskning for ligesom forstå, hvorfor det går som det gør.
Halllooooooooooooo, alle: For LANGT LANGT LANGT størstedelen af de overvægtige drejer det sig altså om at få aktiveret sundere fornuft. Bemærk: jeg skrev ikke: sund fornuft. Bare sundere!
Prøv for bare en gang at undlade at betragte overvægt-problemstillinger og dermed de mennesker som har overvægten under huden, som et undersøgelsesobjekt a la nyopdaget afrikansk stamme, der ikke tidligere har haft kontakt med den såkaldte civiliserede verden.
Der skal altså ikke så meget mambojambo, celleforskning, kæmpeundersøgelser eller andre sofistikterede aktiviteter til.
Det kan umuligt kræve den store Dr.Professor-titel til at se på en persons dagligdag og så ikke kunne konkludere, hvorfor vedkommendes BMI og hoftetalje-ratio er i de “røde områder”.
Alle disse undersøgelser syntes jeg svarer til, at man ligesom tager tempoet ud af et stort færdselsuheld, mens det sker….og så bede bilinspektøren om at beskrive, hvorfor de forskellige involverede kommer til skade på den eller den måde. Og der skal naturligvis fokuseres på dem der invalidiseres mest hhv. dør undervejs i processen.
Stop nu at problematisere hverdagen! Jeg tror på, at overvægtige er deres egen bedste ressource, når de altså lige aktiverer øverste etage: hjernen!