Ja, alle spiser is.
Og når man sætter sig ned i en park eller strand og ser omkring sig….jamen, så kan man da godt se en del mennesker spise is på en varm sommerdag.
Tynde, tykke, høje, lave, unge og de lidt ældre.
Sagen er så: I hvilket omfang spises der is? Og hvilken is? dvs. type, mængde pr. gang, tid mellem spisning osv osv osv.
Det er ret nemt at forfalde til den statistiske observationsfejl, at når man ser x antal tynde personer spise is og det gør man over en længere periode, så kunne man komme til at konkludere, at tynde mennesker spiser is hele tiden.
Det er faktisk alt andet end rigtigt. Man ser den enkelte person, der spiser is….i det øjeblik man observerer personen. Om personen spiser 2, 3, 10, 30, 100 is pr. sommer (traditionel periode for is-salg). Det ved man faktisk ikke! Man ved heller ikke om personen smider isen umiddelbart efter man har observeret spisningen af is.
Is-fortællingen kan også overføres til andre kontekster, hvor man ved observation kan se om en person spiser meget eller lidt. Man kan sagtens se et familiemedlem gå 4-5 gange til buffetten til en familiemiddag eller under en ferie….og vedkommende er åleslank. Hvor kunne forfalde til den tanke, at vedkommende altså bare er heldig med at have forbrænding som er tårnhøj. Med mindre man kender vedkommende ret godt, så ved man det faktisk ikke. Det kan da godt være vedkommende til denne fest eller i den observationsperiode har spist meget…..men hvordan ser hverdagen ud?
Skal jeg se på min egen adfærd til sammenkomster, så kunne man tro, at jeg drikker rimelig meget alkohol….men det gør jeg faktisk kun, når stemningen er til det. Og min hverdag er altså tilpas – i mangel på bedre ord – kedelig, at jeg ikke gider drikke alkohol. Ved festelige lejligheder eller tilsvarende…jamen, så kan jeg da godt li’ et par øl og gerne flere. Men gør det mig til en alkoholiker, at jeg til festlige lejligheder drikker i mængder som gør, at jeg ikke kan tage bilen? Næh vel.