Jeg er på nippet til at gå på kompromis med en af mine principper om, at min proces ikke skal dreje sig om at “tage sig sammen”. Nu er der under 2 måneder til Alanya. Det ville være dejligt at være nede på 2 cifret vægt ved ankomsten til Antalya.
Ingen større fester eller andre sociale forhindringer skulle afholde mig fra at gå i “slankemæssig osteklokke”.
Skal jeg eller skal jeg ikke! for og imod; den gode engel vs. onde djævel….er det virkelig så binært? Så mange muligheder for at gøre eller ikke gøre.
Hvorfor nu denne “panik-handling”….tjo, det er da vældig sjovt at kunne holde et vægttab…og nu har jeg smidt godt 7 kilo siden nytår….jeg tror det bliver endnu “sjovere” at kunne holde vægttab på et endnu lavere niveau.
Ok, sjovere er måske ikke rigtig det rigtige ord, men jeg kan ikke finde på noget bedre i øjeblikket.
Jeg tror dog, at forskellen på den traditionelle “tage sig sammen” og min måde at ville “tage sig sammen” er, at jeg har en EfterPlan. Eller skulle man kalde det for: et dybereliggende kendskab pga. erfaring at i at holde et vægttab gennem længere tid.
Jeg tror, at rigtig mange menneskers “nu tager jeg mig sammen” ikke indeholder en sådan EfterPlan….og varigtvægttab derfor er dømt til at mislykkedes!