Jeg taler naturligvis om de mentale skeletter som hænger i dit mentale skab oppe i hovedet på dig.
Et skelet i skabet kan have mange former. Fælles for dem alle er, at de er en psykisk barriere/stopklods for en anderledes adfærd for dig.
Det er helt i orden at have psykiske stopklodser. Sådanne stopklodser kan være med til at du overlever dagligdagens trummerum og ikke bryder grædende sammen, når du forlader din komfort-zone.
Der hvor stopklodsen bliver et problem er, når den forhindrer dig i at ændre en adfærd du med din forstand godt kan udlede, at du bliver nød til at implementere i din dagligdag.
Eller når det praktisk set ikke kræver årevis økonomisk opsparing eller logistiske løsninger svarende til en rumrejse at få udført.
Jeg taler om ..
.tja, lad mig bruge mig selv som eksempel: Holdsport.
Lad mig give nogen facts først:
- jeg er ikke særlig god til sport.
- alt hvad jeg forbinder med holdsport er: nå, jeg er da på banen, men aktivt deltagende naaaah enten fordi jeg ikke kan læse spillet og derfor står forkert eller fordi der altid er flere som er bedre og derfor “snupper bolden”.
- Selv om jeg gør hvad jeg kan indenfor banen, så træder A automatisk i kraft.
Når man i et par år (tiden i folkeskolen) ligesom enten oplever ovenstående igen igen igen, så opstår der en slags selvforstærkende sandhed, at jeg naturligvis ikke egner mig til nogen særlig form for motion….og hvorfor skal man så lave noget motion, når nu man ikke er særlig god til det….og selv når man er med, så bliver man alligevel aldrig rigtig en del af spillet.
Ja, sådan tænkte jeg omkring motion. Her i bagklogskabens ulidelige blinkende blålys inklusive udryknings-tågehorn, så medførte den holdning naturligvis, at når jeg ikke træner noget, så bliver jeg heller aldrig god til noget….og når man ikke god til noget, så gider man jo ikke, hvilket så gør, at man ikke gider gøre det igen igen igen (en andet udtryk for: træne).
Hvornår vågnede jeg så op fra denne apatiske lammende tankegang og heraf afledte totale mangel på fysisk aktivitet.
Jeg kan faktisk ikke svare med “moment of truth” eller tilsvarende. Det var nok under læsningen af DrPhils 7 nøgler til varigt vægttab, hvor man stille og rolig bliver ført fra ens overvægtsfremmende tanke-/handlings-adfærdsportefølje til en mere fundamental og langtidsholdbar rekonstruktion af ens tilgang til ens krop.
På et eller andet tidspunkt under læsningen opdagede jeg, at jeg faktisk har bildt mig selv en masse ind….sikkert noget som på et eller andet plan gør godt for mig…..men som samtidig er fysisk ødelæggende for kroppen. Altså den man kun har én af.
Der er ganske enkelt nogen ting man bliver nød til at lave om. Nogen gange er det ganske enkle ting….andre gange er det deciderede skeletter som skal tages frem fra skabet, hvor de ligesom hænger, hvor man bør have et mentalt joggingsæt.
Mit skelet var helt klart: motion!
Sammen med min inaktivitet, så har jeg fået samlet mig en ryghalløj, samt et glasknæ, som ligesom heller ikke fremmer lysten til motion. sammen en vis kynisme overfor motion og afstandstagen overfor massernes knæfald for sportselite. jamen det forhindrede rent faktisk mig i at se det gode ved motion.
Hvad er så løsningen: Jo egentlig ganske lige til:
Åbn skabet; Ta’ skelettet frem og sig goddag til det! Find ud af hvad skelettet består af og hvordan du kan pille det fra hinanden. Pak det nu ned i en skotøjsæske og stil æsken nederst i skabet. På den måde har du plads til at hænge noget andet, der hvor skelettet hang før. Fx en sundere vane end før.
I starten af min nyfundne “motions-karriere” dvs. i foråret2006, så var det eneste mål for min motion: jeg skal kunne li’ at gøre det igen!
Ingen tid, ingen pulsmålinger, vægte der skal løftes, ingen andre. Kun: at gøre det igen.
Nu her fire år senere, jamen der er købt og der bruges: crosstræner, wii, tilmeldt volleyball, i ikke-vintervejr cykles der til/fra arbejde (savner det faktisk her i januar10).
har afprøvet sundhedsstyrelsens 10.000 skridt anbefaling i en lille uges tid (not my cup of the).
Og ja, det tog fire år….og jeg bliver nok heller ikke Danmarksmester i hverken crosstræner, volleyball eller wii. Tilgengæld kan JEG mærke, at jeg gør noget godt for MIN krop hver eneste gang jeg har fået pulsen noget op over de 100 i den tid aktiviteten tager.
Naturligvis gør jeg tingene så godt jeg kan, men jeg kan lige love jer for: ja, bolden smutter fra mig i volleyball, men helt ærlig: Det gør den altså også for andre! Og det niveau jeg spiller på og den tid jeg har spillet, hvad andet forventes der?
Jeg kan ikke sige andet end: Det er dejligt at mine skeletter fylder meget mindre end en skotøjsæske nu.