Facebook, web-fora, youtube-kommentarspor. Ja alle steder man på internettet kan udveksle meninger med andre mennesker, der sker der retoriske-kneb til at man selv fremstår som lidt smartere end den anden part eller den anden part fremstår knap så smart.
Der findes forskellige kneb der anvendes. Knebene kan sagtens være anvendt i oprigtig sammehæng eller være gode nok. her er det blot for at præsentere dem.
Argumentum ad absurdum. (eller på dansk: hvad bliver det næste).
Den type af argumenter bygger på det modparten af har sagt og herefter trækkes eksemplet helt ud i det absurde for at få modparten til at fremstå dum i det oprindelige forslag.
Modsætningsvis slutning
Man argumenterer for et standpunkt, mens ens meddebatører går over i modsatte grøft. Fx “vi skal tænke på kvinders rettigheder”….bliver mødt med: skal mænd ingen rettigheder have? Eller “vi skal tænke på hjertepatienterne” bliver mødt med: ja ja, lad os da bare glemme alle nyrepatienter.
Whataboutism (jamen hvad så med….)
Man italesætter en problemstilling, mens meddebattører så kommer med et helt andet tema. Fx en diskussion om hvordan man som samfund kan gøre noget med ved plastikforureningen……så “jamen vi skal også tænke på de ældre”.
Argument fra autoritet (“Det siger x” hvor x er et konstrukt af videnskilde).
Det er argumentet, hvor man henviser til fx en myndighed, institution, ressourceperson, konsultent, undersøgelse, deitet. I hele taget man indsætter en ekstra led i sit budskab og man bruger informationen fra autoriteten som løftestang til at give sin mening mere gyldighed end hvad budskabet kunne have alene.
Man ser det ofte hos politikere, der har til opgave at finde besparelse på et følsomt område…. der har de lige brug for en konsultentrapport, hvor man kan tage afstand til den beslutning som man træffer fx “vi bliver nød til at spare x millioner kroner.Det står i den konsulentrapport vi selv har bestilt.” og uden at man har haft rapporten til gennemsyn eller kende forudsætningen herfor. Beslutningen fremføres i forslag med et vist tidspres, således alle andre end de indviede ikke har en chance for at gennemskue præmisser, metode og resultater.
Eller i politiske diskussioner af større skala “EU siger at….” og siden EU-stof er så kompliceret som det er, når +27 lande skal være enig om det, så er der ingen der reelt vil faktatjekke oplysningerne.
Analogi (man skal så skelne mellem malplaceret analogi eller anvendelig analogi)
I online-diskussioner er ordrige argumenter til tider suppleret med analogier. Med alle de fordele og ulemper som billedsprog medfører.
Fordelen er jo, at man kan placere aktuelle problemstilling kan ind i kontekst som er fjern fra fx et politisk/følelsesmæssigt betændt emne man diskuterer.
Billedsproget i analogien i analogien forudsætter, at afsender og modtager har en forudforståelse for muligheder og begrænsninger i analogien.
En af de – syntes jeg – mest almengyldige analogier er trafikanalogier. Fx når man skal beskrive konceptet om en social kontrakt som er stiltiende aftaler fælleskaber har med hinanden uden, at man skal starte “forfra” hver gang man indgår i en ny relation. Færdselsloven er naturligvis en nedfældet lov (og dermed modsiger det lidt ideen om: det stilletiende.
Der hvor trafikken er god analogi er, at uanset hvem vi møder på vores vej, så skal vi ikke fortælle hinanden om hinandens forventninger og egne intentioner om hvordan man kommer fra A til B. Vi ved, at vi skal stoppe for rødt; ved at vi skal køre i højre side af vejen ; vi ved, at vi skal ekstra hensyn til børn og svagelige ; vi ved, at vi skal gøre hvad politiet siger. Det behøver vi ikke meddele hinanden vigepligtreglerne bare fordi vi skal krydse samme vejkryds. Det er ligesom aftalt på forhånd.
Hvorimod den dårligste af ringeste analogier, der findes er: Det gjorde hitler også eller hvad der findes af nazist-analogier. Og det skyldes, at det billede man etablerer på nethinden ved talen om hitler og nazister er, at man dræber 6 millioner jøder og alle mulige andre mennesker som man ikke kunne li’
lad os se på konkret eksempel som vi alle sammen kender til: En kassedame der skanner varer. Hun passer jo bare sit arbejde. svar med analogi: Det sagde de også i Nürnberg (med skjult henvisning til det juridiske opgør mod nazismen, hvor bødler og soldater fra kz-lejrene brugte undskyldningen: Jamen, jeg passede bare mit arbejde.
Jeg tror ikke engang, at jeg behøvedes at uddybe det yderst upassende at samstille kassedamens servicefunktion med nazimens uhyrligheder.
Der mange flere retoriske kneb, så der kommer mere på denne side over tid.
Indtil da, så syntes jeg du burde kigge forbi youtube-kanalen: rationality rules. Han har et helt arsenal af retorik og hvornår det kan bruges og snarere hvornår det ender med, at vedkommende der fremfører retorikken fremstår som at have et validt argument, men ved nærmere eftersyn slet ikke rammer skiven.