Om at ramme bunden

Du har sikkert læst min artikel om erkendelse, hvor jeg skriver, at det første man skal er at erkende, at man skal gøre noget ved sin overvægt.
Jeg er kommet i tanker om et stadium før erkendelse. Nemlig fænomenet om “at ramme bunden”.

Har man bare læst lidt om hvordan alkoholikere, narkomaner og ludomaner kommer ud af deres forbrug af hhv. alkohol, stoffer og spil, så har man læst om, at de som har størst succes med at komme ud af misbruget. Det er dem som fortæller om at vendepunktet var, at de “ramte bunden”.

På samme måde tror jeg, at overvægtige/fede mennesker har størst succes med deres vægttab, når de rammer bunden. Når man rammer bunden, så tænker man noget i retning af:

• Jeg har forspildt mit liv. Jeg er den type af person som jeg tidligere har set på med tanken: Godt det ikke er mig, der lever så sølle et liv.

I tiden frem til man rammer bunden har man – i korte træk – de følgende tankerækker:

• Alkoholikeren tænker: Nå ja, jeg drikker måske lidt rigeligt, men jeg er da i det mindste ikke narkoman
• Narkomanen tænker: Nå ja, jeg har godt nok ikke sovet i 3 dage og kun lavet 4 knæk den seneste måned, men jeg har da ikke spillet familieformuen op.
• Ludomanen tænker: Jeg drikker hverken alkohol eller tager stoffer, så hvor slemt er det egentlig at jeg spiller spil
• Den fede tænker: Jeg har da heldigvis ikke spillet formuen op, ej heller har jeg skrumpelever og jeg tager da heller ikke stoffer.

Alt sammen en slags fornægtelse af ens egen situation. Man har altid nogen som har det værrere end en selv. Man kan pege på typer af personer som “bør gøre noget ved deres liv” og man opdager slet ikke at andre peger på en. Når jeg skriver pege, så er det naturligvis ikke bogstavligt ment.

At ramme bunden gør ondt. Meget ondt. det er i sådanne øjeblikke at man har brug for ordentlig information af mennesker som oprigtig ønsker det bedste for en og ikke kun er ude efter de penge man måtte have (læs: slankeindustrien).

Det er lidt svært at beskrive, hvordan det er “at ramme bunden”. Det handler måske om, at man finder nogen komplet vanvittige ting man foretager sig og når man reflekterer lidt over det, så opdager man, at de handlinger er alt andet end optimale.
For mit vedkommende vil jeg mene, at der var flere ting som udgjorde vendepunktet, særlig den med smerterne, som gjorde at jeg gik som en 80 årig (husk lige på, at jeg var 32). Der var et eller andet inde i mit hoved, der bare ikke kunne få min alder til at gå op med hvordan min krop var.
Det gik først rigtig op for mig, da jeg turde sige det højt til Monica fra arbejde, at min overvægt medførte ledsmerter. Ikke at jeg sagde det højt men mere minutterne efter, hvor jeg tog mig selv i at jeg overfor en forholdsvis fremmed person turde sige det, som jeg ikke har turdet fortælle min læge. Det var lidt “AnonymeOvervægtige” det: Goddag jeg hedder Carsten, jeg er fed.
I samme åndedrag bør man så tilføje: Og jeg gør noget ved fedmen.

Andre kan få deres oplevelse af “at ramme bunden” på andre måder fx opdager man, at man ikke kan være i et flysæde og stewardessen opfordrer en, at i tilfælde af nødlanding, at man skal blive siddende indtil alle andre har forladt flyet, da man kan blokere nødudgangen. Bør man så skælde stewardessen ud, at hun vil redde 130 personer eller bør man tage og tænke lidt over ens tilstand? Kan man komme ret meget længere ud end, at man af en fremmed person bliver bedt om at ikke redde sig selv i en tilspidset situation?
Eller hvad med, at man ikke kan li’ at se billeder af sig selv. Hvis ikke man kan li’ billedet…Er det så noget galt med billedet eller det billedet forestiller?
Eller hvad med, at man jubler over, at man kan lokke et overvægtig familiemedlem til at spise mayonaissesalater*, mens man selv trænger til at smide +50 kilo.

Jeg har svært ved at forestille mig værrere situationer end dem ovenfor beskrevet.

Kan man som pårørende eller som nær ven fortælle den overvægtige, at bunden er ramt.
Svaret må være: Nej, den fede skal selv med sin egen logik konkludere, at situationen ikke kan blive meget værrere end det. Først da vil den fede være klar til at modtage hjælp.

Lidt ligesom en person som er ved at drukne. Sålænge vedkommende selv opfatter sig selv som supersvømmer, så kan man som livredder INTET stille op. Man vil i værste fald blive slået til plukfisk af vedkommende, selvom der er brug for hjælp. Og når hjælpen bliver bedt om, så kan man ikke.
Først når der bliver bedt om hjælp, så kan komme til at gøre det man er bedst til. På det tidspunkt, så kan man tage fat i alle de teknikker og værktøjer man har til sin rådighed og hjælpe vedkommende.

På samme måde har jeg tænkt mig at forholde mig til andres vægttabsprojekter. Først når man spørger om hjælp, så vil jeg tilbyde den.

*: i hele taget er det lidt morsomt, at kyllinge-, skinke-, tun-salater (og tilsvarende mayonaisseprodukter) primært består af mayonaisse, men at de stadig må kaldes for hhv. kyllinge-, skinke- og tun-salater.